Kunsteventyr

Kunsteventyret er en gren indenfor eventyrgenren som opstod i midten af 1800-tallet.

Kendetegn ved kunsteventyr

Et kunsteventyr har altid kun en forfatter. Det vil sige, at vi altid ved hvem der har skrevet eventyret, i modsætning til folkeeventyr, hvor vi ikke kender forfatteren. Kunsteventyrene opstår i forfatterens egen fantasi, og kan ofte være inspireret af episoder fra forfatterens eget liv. Forfatteren kan også få mere eller mindre inspiration fra folkeeventyrerne.

Der er altid en morale/budskab i et kunsteventyr. Eventyret er ikke bare for underholdningens skyld, men det har også til formål at få læseren til at reflektere over noget.

Personerne har følelser og karaktertræk. De bliver beskrevet med mange tillægsord - altså ord der beskriver personen (fx sød, venlig, ond). Det er ikke kun personerne der er detaljeret beskrevet i kunsteventyret. Kunsteventyret er ofte meget mere levende og beskrivende end folkeeventyret.

Der kan være flere forskellige handlingsforløb - altså, der kan ske flere ting på én gang.

Der bliver ikke brugt særlig meget formelsprog som fx ”Der var engang..” og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det hører mere til i folkeeventyrene.

 En af de mest kendte kunsteventyrforfattere, ikke kun i Danmark men også i resten af verdenen, er H.C. Andersen, som blandt andet skrev kunsteventyret ”Grantræet”, som i dag er en fast del af julelæsningen hos mange.

Ser man på H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”, er den et godt eksempel på, at forfatteren er blevet inspireret af sit eget liv. ”Den grimme ælling” er netop en historie om H.C. Andersens eget liv. Desuden ses der også et budskab i ”Den grimme ælling”:

Det er ikke det ydre der tæller, skønhed kommer indefra.

Her kan man altså se, at eventyret ikke kun er skrevet for at underholde os, men også for at lære os noget. H.C. Andersen bruger mange beskrivende ord, så vi får billeder inde i hovedet, når vi læser hans tekster. Vi kan altså forestille os hele eventyret, uden vi behøver at kigge på billeder.