Den biografiske metode

Biografisk metode kan følge to spor – genetisk og portrætterende spor.

Det genetiske spor

Det genetiske spor er når man sammenligner tekstens tilblivelse med forfatterens liv.

Da H.C. Andersen skrev ”Tepotten” var han på rejse i Spanien. Han fik inspiration til at skrive ”Tepotten da han i en lille gård, samlede et skår op fra en smadret gammel tepotte. Straks begyndte han at få ideer til et eventyr.

Man kan kalde ”Tepotten” for et tingseventyr. Et tingseventyr er når døde ting bliver levende. I det at en tepotte ikke kan tale, så ved vi den er blevet levende og har fået menneskelige træk.

Måden man kan udtrykke genetiske spor er ”Man er et og bliver et ganske andet”, man skal finde sin plads i verden og udfylde den, man skal blive sig selv. Gud bestemmer menneskets livshistorie.

 

Det portrætterende spor

Når man ser på det portrætterende spor mener man at handlingsforløbet i fiktionsteksten, altså den tekst forfatteren har fundet på, svarer til faser i hans liv.

Fx kan man se starten af ”Tepotten” som et symbol på HC Andersen da han var ung. Har var klar over han havde talent og derfor var ikke lidt hævet over de fine mennesker som han faktisk gerne ville være venner med. Samtidig var han klar over at han ikke var perfekt og havde mangler. Det knækkede låg i ”Tepotten” er et symbol på det.

Et andet eksempel kunne være da en af de fine mennesker, som er lidt klodset, taber tepotten så den går i stykker og bagefter griner de bare af det. I HC Andersens liv finder de fine mennesker, som man kalder borgerskabet, ud af han er talentfuld, og vil derfor ikke vil være venner med ham længere og mobber og griner af ham. Det er 2. fase af HC Andersens liv hvis man følger det portrætterende spor.

Reduktion af teksten

En reduktion betyder at noget bliver mindre, eller mindre værd. Det sker nogle gange med teksterne når man bruger en biografisk læsning.

Den biografiske læsning gør nemlig at man bruger alt sit krudt på at finde sammenhæng mellem forfatterens liv og værket, men det er jo ikke sikkert at der er en sammenhæng altid.

Nogle gange kommer man til at lave nogle hurtige slutninger, men vi ved jo faktisk ikke hvad forfatteren har tænkt. Vi ”opfinder” en sammenhæng, som er resultatet af at vi så mange år efter teksten er skrevet, tror vi ved det hele.

Hvis man skal bruge den biografiske metode rigtigt, skal man sammenligne fiktions og fakta-tekster. Det er de tekster forfatteren selv har fundet på og tekster hvor man ved at det der står faktisk er rigtigt, og sket engang. På den måde kan man se om der er en rigtig sammenhæng.

Nykritisk metode

Den nykritiske læsning er en læsning der blev lavet i USA i ca. 1920. Alle i verden kendte den. I 1940 blev læsningen sendt videre til resten af verden og kom til Danmark i 1950. Der var en forsker der hed Johan Fjord Jensen. Han forklarede hvad man kaldte 'den nye kritik'. Der var to grunde til at man skulle have en anden måde at bruge det biografiske. Man kunne for det første ikke få alle tingene med der var i en tekst og man måtte tit gøre teksten mindre for at få det til at passe forfatterens liv.

Lagkagemodellen

Lagkagemodellen er en måde, at dele historien op på. Det er ligesom en lagkage har et lag af syltetøj, et med flødeskum, og måske bær. Sådan kan man godt dele en historie op, bare med lag af hvordan den er skrevet. Så man har alle delene, der tilsammen bliver en historie.

For eksempel:

 

Når man skal læse og forstå en tekst, er det smart at bruge den nykritiske metode. Denne metode er tekstintern. Det betyder at man må kun se på, hvad teksten indeholder, men man kan så grave helt i dybden med teksten. Man må nemlig ikke kigge på, hvem forfatteren er eller hvordan deres liv har været. Grunden til at man kun kigger på teksten, er fordi man mener, at selve teksten er vigtigere end forfatteren.

 

 

Kunsteventyr

Kunsteventyret er en gren indenfor eventyrgenren som opstod i midten af 1800-tallet.

Kendetegn ved kunsteventyr

Et kunsteventyr har altid kun en forfatter. Det vil sige, at vi altid ved hvem der har skrevet eventyret, i modsætning til folkeeventyr, hvor vi ikke kender forfatteren. Kunsteventyrene opstår i forfatterens egen fantasi, og kan ofte være inspireret af episoder fra forfatterens eget liv. Forfatteren kan også få mere eller mindre inspiration fra folkeeventyrerne.

Der er altid en morale/budskab i et kunsteventyr. Eventyret er ikke bare for underholdningens skyld, men det har også til formål at få læseren til at reflektere over noget.

Personerne har følelser og karaktertræk. De bliver beskrevet med mange tillægsord - altså ord der beskriver personen (fx sød, venlig, ond). Det er ikke kun personerne der er detaljeret beskrevet i kunsteventyret. Kunsteventyret er ofte meget mere levende og beskrivende end folkeeventyret.

Der kan være flere forskellige handlingsforløb - altså, der kan ske flere ting på én gang.

Der bliver ikke brugt særlig meget formelsprog som fx ”Der var engang..” og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. Det hører mere til i folkeeventyrene.

 En af de mest kendte kunsteventyrforfattere, ikke kun i Danmark men også i resten af verdenen, er H.C. Andersen, som blandt andet skrev kunsteventyret ”Grantræet”, som i dag er en fast del af julelæsningen hos mange.

Ser man på H.C. Andersens eventyr ”Den grimme ælling”, er den et godt eksempel på, at forfatteren er blevet inspireret af sit eget liv. ”Den grimme ælling” er netop en historie om H.C. Andersens eget liv. Desuden ses der også et budskab i ”Den grimme ælling”:

Det er ikke det ydre der tæller, skønhed kommer indefra.

Her kan man altså se, at eventyret ikke kun er skrevet for at underholde os, men også for at lære os noget. H.C. Andersen bruger mange beskrivende ord, så vi får billeder inde i hovedet, når vi læser hans tekster. Vi kan altså forestille os hele eventyret, uden vi behøver at kigge på billeder.